EKSEMPEL 1: BØRN OG TV-KIGGERI

Vi er på en medieredaktion.
En praktikant (P) har skrevet et udkast til en artikel om børns tv-kiggeri. Redaktøren (R) og en redigerende medarbejder (S) har nu læst udkastet – og de kommer begge hen til praktikantens skrivebord for at fortælle praktikanten, hvad de synes om udkastet:

R:        ”Vi sidder lige og kigger på avis til i morgen. Kan vi komme ’børn og tv-kiggeri’ lidt nærmere?”

P beskriver sin historie om en britisk læge, der siger at tv-kiggeri er skadeligt for børn, og den danske børnelæge, hun har talt med i den forbindelse. Børnelægen bakker op om den britiske læges udsagn.

R:                  ”Har vi kun talt med hende (red. den danske børnelæge)?”
S:                  ”Ja, hun er lidt skidt”
R:                  ”Ja, altså der må vi vurdere kildens validitet”
P:                  ”Nå, men jeg kender hende ikke”
R:                  ”Hvis jeg skal beskrive hendes faglige tyngde, vil jeg sige, at hun svarer til XX. Sådan en”
S:                  ”Ja, hun er altid klar med et svar på alting”
R:                  ”Hvis du mangler navne, skrev jeg engang en artikel om tv-kiggeri. Den kan du kigge i. Og så er der jo InfoMedia, hvor du kan søge”
S:                  ”Jeg husker hendes holdninger til tv-kiggeri som meget rabiate”
R:                  ”Ja”
S:                  ”Altså mine venners fire børn har alle tv på værelset. Sådan er det jo.”
R:                  ”Hvordan forestiller man sig, at det skal kunne forbydes? Altså ved hjælp af tv-politi?”
S:                  ”Det kunne måske være fint med en vox-pop, hvor man går på gaden og taler med fire forældrepar”
P:                  ”Jeg synes ikke, hun var rabiat. Jeg tror, hun har meget ret. Børnene bliver jo tykke og usunde – og de lærer ikke de sociale regler i samfundet foran skærmen. Man kan vel også argumentere for, at det ikke er sundt at sidde så meget foran et tv. For det er ikke sundt.”

 

 

P gengiver den danske børnelæges anbefalinger for, hvor meget tv de forskellige aldersgrupper bør se hver dag.

R:                  ”Derfor kan man også godt have en anden kilde på”
P:                  ”Det kunne også være en, som var uenig”
S:                  ”Jeg synes godt, man kunne gå på gaden og lave den vox-pop”
R:                  ”Hvis jeg lige skal spole tilbage, så er der tale om en psykolog, der mener, at det skal være forbudt at se tv.”
P:                  ”Ja, han mener, at det er den største sundhedsskandale i vor tid, at børn sidder så meget foran skærmen”
R:                  ”Men forestiller han sig et politi, der skal tjekke det?”
S:                  ”Han har vist ikke selv børn ...”
R:                  ”Hvor har du den fra?”
P:                  ”Daily Mail”
S:                  ”Det er sikkert diskussionsemne i mange hjem. Bare ikke i mit”
R:                  ”Ikke i dit”

Griner begge

P:                  ”Men I vil gerne have flere kilder og en vox-pop?
Begge:         ”Ja”
S:                 ”Altså, vi vender lige tilbage, når vi ved, hvor meget plads der er. Der er jo ingen grund til at lave en vox-pop, hvis der ikke er plads.”
P:                 ”Ja, I vender bare tilbage”.

Redaktøren (R) og den redigerende (S) går begge væk fra praktikantens (P) skrivebord.